AppStract

Hvad er HTML?

HTML er en forkortelse for Hypertext Markup Language. HTML er et sprog, der gør det muligt at præsentere materiale på internettet. HTML er ikke et programmeringssprog. Det er bare det sprog, internetbrowserne forstår. Browserne læser HTML'en og oversætter den derefter, så det, vi ser på et website, bliver umiddelbart forståeligt.

Det er nu ikke, fordi HTML er så svært at forstå endda. Hvis man vil se HTML'en for et website, kan man højreklikke med musen på en side og vælge "View Source"/"View Page Source"/ (da.: "Se kilde").

Som man vil se, minder HTML'en ret meget om almindeligt sprog. Der er bare sat nogle såkaldte "tags" ind rundt omkring i teksten. Et tag begynder altid med en kantet parentes - "<" - og slutter med en modsatrettet kantet parentes - ">". Inden i den kantede parentes kan der så være forskellige tags: "p" for afsnit (på engelsk hedder afsnit "paragraph"), "h2" for en overskrift (overskrift hedder på "header" på engelsk; 2-tallet angiver, at der er tale om en relativt overordnet overskrift. HTML opererer med en hierarki af overskrifter: h1, h2, h3, h4, h5, h6 - hvor h1 er øverst i hierarkiet), "img" for billede (på engelsk: image) osv.

Tags'ene ser vi ikke på selve websitet. De bliver kun brugt til at fortælle browseren, hvordan siden skal struktureres og se ud. Ved hjælp af HTML-tags'ene kan man nemlig style siden, dvs. man kan bestemme, hvordan den skal se ud. Skal overskrifterne fx være grønne eller røde? Skal linjeafstanden være 1 eller 1,5? Hvor stor skal standardskriften være? Osv. Alt, hvad der har med styling af et website at gøre, bliver holdt afskilt fra HTML'en. (Sådan bør det i hvert fald være, men det er ikke altid, webdesignere kan finde ud af at holde de to ting adskilt). Stylingen sker i stedet ved hjælp af CSS .